Smukt møde mellem ny indretning og klassisk arkitektur i et københavnsk townhouse.
Når vi renoverer en bolig, tager vi afsæt i de eksisterede rammer – vi tilpasser det nye med respekt for det gamle. Boligen her er et gennemført og smukt eksempel på, når netop dét går op i en højere enhed.
Køkkenet er dels blevet udbygget med plads til flere funktioner, og dels er interiøret moderniseret.
Nye skabe på væggen med vask og indbyggede hvidevarer er specialbyggede så de matcher de bevarede – både i materiale, farve og som forrammekøkkendesign med falset låge.
Detaljer som synlige hængsler og ens greb, får det til at fremstå som en harmonisk helhed, og det er svært at skelne nyt fra gammelt – præcis som visionen var tænkt.
Som kontrast til de håndstrøgne lågefronter, de fine vitrineskabe og hylder med en dekorativ opstilling, står det store industrielle komfur og ovn centralt i køkkenet. Over det er bygget en tilpasset emfangsløsning, der går i et med væg og loft, og i dens enkelhed er elegant og diskret.
En unik natursten, Dolomit er anvendt på bord, hylder og væggen hele vejen rundt, og binder funktioner og rum sammen på fineste vis med dens særlige stoflighed.
I stuen og på kontoret har vi skabt en indbygget snedkerfremstillet reolvæg med delikate detaljer.
De er hver især designet ud fra rummets proportioner og ejerens ønsker til funktionalitet.
Begge er indrettet med plads til fladskærm. I stuen har vi specialbygget et skab med lågegitter i klassisk mønster, der skjuler tilhørende elektronik, samt monteret messingskinne til stige.
Detaljeringsgraden er høj – linier i profil på hylder og rammer gør udtrykket elegant og passer smukt til husets arkitektur.